Byggekontoret tilbyder
Byggekontoret er ansvarlig for at vedligeholde tag og fag på vores fælles bygninger. Det vil altså sige på børneinstitutionerne, Maskinhallen og Posthuset. Desuden fungerer Byggekontoret som et videncenter for Christiania. Vi har kort over området og viden om alle ledninger og rør i jord og luft. Vi har kontakt med myndigheder der kan hjælpe os, en stor samling af værktøj og kendskab til specialister på de fleste områder. Vi har brochurer om byggeri og bygningsproblemer til fri afbenyttelse for alle interesserede. Kontoret fungerer som et tilbud om rådgivning for christianitter og er ikke en myndighed. Byggekontoret "godkender" altså for eksempel ikke byggerier - hverken byggeteknisk eller smagsmæssigt. Men skal byggeriet have økonomisk støtte af fællesskabet i form af tredjedelsordning eller grøn lånefond, skal projektet være byggeteknisk i orden.
Her kan du se en liste over de andre faste opgaver og servicetilbud, som Byggekontoret varetager på Christiania.
Byggekontorets faste vand- og VVS-opgaver
- Vedligeholdelse og udbygning af vandledningsnettet
- Månedlige aflæsninger af hovedmålere for at finde vandbrud/spild - hvis nødvendigt: opgravning og reparation
- To årlige aflæsninger af virksomhedsvandmålere
- Opsætning, registrering af og forbrugsberegning af beboer-vandmålere
Byggekontorets faste elektricitetsopgaver
- Vedligeholdelse og forbedring af det almindelige 0,4 KV-net
- Løbende udskiftning af installationer fra forsvarets tid (1950'erne- 60'erne). Dette omfatter hovedforsyningstavler, kalber i jorden og fordelingstavler i bygningerne
- Opsætning, registrering af og forbrugsberegning af beboer-elmålere
Byggekontorets faste kloak- og rodzoneopgaver
- Vedligeholdelse af eksisterende installationer: skader som sammenfaldne rør, beskadigede brønde, (oftest forårsaget af trærødder og tung trafik) udbedres
- Rør og brønde holdes rene og tilstand checkes løbende i samarbejde med Maskinhallens slamsugerhold
- Rodzoneanlæg gennemgås en gang årligt.
- Med mellemrum tages vandprøver, som analyseres på vandanalyseinstitut for at sikre vandkvaliteten
- Rodzoneanlæggene slamsuges efter behov, udluftes, luges, får tilført kalk osv.
