El på Christiania

Husk at give besked til Byggekontoret, hvis du selv eller dine hyrede elektrikere laver elomlægninger. Det skal registreres på Byggekontorets registrant (database over alle vores installationer).

El-installationerne stammer fra Forsvarets tid (1950'erne og 1960'erne) og er efterhånden forældede. De skiftes ud hen ad vejen. Udskiftningen omfatter både hovedforsyningstavler, kabler i jorden samt fordelingstavlerne i de enkelte områder og bygninger. Beboerne og brugerne skal selv sørge for vedligeholdelse af installationerne i de enkelte beboelser og virksomheder, med hjælp fra enten Byggekontoret elle 'udenbys' firmaer.

Omlægning og udbygning

Der er et løbende arbejde i gang med at omlægge og udbygge forsyningsnettet på Christiania for at tilfredsstille behovet og øge driftssikkerheden. Desuden er der i Christianias første vilde år blevet installeret en del midlertidige ledninger og installationer, typisk luftledninger til skurvogne og selvbyggerhuse og installationer i yderområderne, som for en stor dels vedkommende nu er blevet erstattet med jordledninger.

Vedligeholdelsen og forbedringen af det almindelige 0,4 KV-net på Christiania foretages af Christianias Byggekontors el-gruppe med el-værksted. Størstedelen af Christianias elforbrug bliver leveret via transformerstationen i Solvognen. Højspændingsafbryderne og isolatormateriellet i transformerstationen har nu en alder på over 40 år, og der findes i dag ikke længere reservedele til disse. Da samtidig stærkstrømstavlen til dels består af materiel som er op til 60 år gammelt har Christianias Byggekontor besluttet at foretage en komplet udskiftning af transformerstationen og stærkstrømstavlen. Det er et kommende projekt, som Byggekontoret igennem en årrække har sparet sammen til.

Som bekendt vedtog Christiania i sommeren 2002, at overgå til individuelle elmålere og individuel betaling i stedet for at betale solidarisk for strøm. Tanken bag denne beslutning var at gøre christianitterne mere bevidste om deres elforbrug. Målerne er opsat områdevis og for hvert område skal der være en måleraflæser, hvilket hovedsageligt er områdekassererens job. Alle husstande har nu målere. Elforbruget faldt da også markant med 15% i 2005 efter overgangen til individuel betaling.

Du skal aflæse din elmåler en til to gange om året, når dit område laver samlet aflæsning. Det er din områdekasserer, du skal aflevere dine målertal hos. Man kan se en instruktion til aflæsning af elmålere her