Rådgivning og service

Byggekontoret fungerer som et tilbud om rådgivning og er ikke en myndighed. Byggekontoret "godkender" altså ikke byggerier - hverken byggeteknisk eller smagsmæssigt. Men skal byggeriet have økonomisk støtte af fællesskabet i form af tredjedelsordning eller grøn lånefond, skal projektet være byggeteknisk i orden.

Byggekontoret har haft en stor betydning for højnelsen af det byggetekniske niveau på Christiania. I de første år af Christianias historie var mange byggerier præget af eksperimenter og uvidenhed. Flere af disse byggerier er i dag forgået, er blevet nedrevet og erstattet, er renoveret eller står over for at skulle renoveres.

Det er derfor, Christiania har vedtaget, at Byggekontoret skal stå for gratis bygningsrådgivning, arkitekthjælp og bygningskonstruktører, der kan komme ud og bese, og at man kan få taget svampeprøver.

På Byggekontoret kan du få relevant teknisk vejledning om renovering og nybygning. Vi hjælper dig gerne med at systematisere en byggesag og dele projektet op, så du og de eventuelle håndværkere lettere kan overskue projektet.

Vi kan stille kort over området og viden om alle ledninger og rør i jord og luft til rådighed. Vi har kontakt med myndigheder der kan hjælpe os, en stor samling af værktøj og kendskab til specialister på de fleste områder. Og vi har faglitteratur om byggeri og bygningsproblemer til rådighed, som du er velkommen til at komme og kigge i.