Registrant over fristaden
Hvis du skal til at grave dybt i jorden, så kontakt først os! Vi har nemlig alle kort og oplysninger om rør, kloaker og ledninger i vores såkaldte registrant. Hvis vi har givet grønt lys, og du alligevel kommer til at ødelægge en installation vi ikke vidste noget om, så betaler Byggekontoret. Ellers må du selv til lommerne!
Husk også at give besked til Byggekontoret, hvis du selv eller dine hyrede elektrikere laver elomlægninger. Det skal nemlig også tegnes ind i registranten.
For at kunne holde styr på infrastrukturen på Christiania og de forandringer og forbedringer, som er blevet foretaget i årenes løb, begyndte Byggekontoret i 1989 en computerbaseret registrering af alle tekniske installationer på Christiania, dvs. vand-, kloak-, el- og diverse andre installationer.
Registrantens grundlag er en tegning af området med veje, stier og huse. Tegningen blev udarbejdet af firmaet Scankort i 1989 ud fra luftfotograferinger af området. I denne tegning blev der så i håndarbejde indført detaljerne på de tekniske installationer, såsom placering og størrelser af kloakbrønde, rør, vandledninger og stophaner, elkabler mm. Disse informationer blev til dels taget fra gamle kort fra forsvarets tid, eller, hvor der ikke eksisterede disse, blev der foretaget egne opmålinger.
Efterfølgende er alle ændringer og tilføjelser blevet indført i tegningen, således at den i dag fremstår som den mest komplette oversigt over Christianias infrastruktur. Det skal dog tilføjes at vi i dag stadigvæk støder på fejl i tegningen, som til dels skyldes det forhold at de gamle kort ikke har været korrekte, til dels at der i årenes løb er blevet udført arbejder, hvor oplysningerne af en eller anden grund ikke har fundet vej til Byggekontoret.
Registranten bliver mest brugt af Byggekontoret selv når der skal planlægges og lægges nye ledninger, rør og kabler og for at undgå graveskader når arbejdet gennemføres. Hvis nogen af Christianias beboere planlægger noget gravearbejde, som går dybere end et par spadestik, ser vi gerne, at disse beboere først henvender sig til Byggekontoret, for at finde ud af om der ligger nogle installationer i jorden, som der skal tages hensyn til.
Byggekontoret arbejder løbende på at få registranten opdateret til at omfatte alle forandringer på bygninger, veje, stier og arealer, der er sket i de sidste 14 år. Dette sker via indkøb af en opdateret database af et firma, der foretager årlige luftfotograferinger af Københavnsområdet. Derefter vil der blive foretaget et check af alle indtegnede installationer samt en nøjere opmåling af disse.
Fremtidsplanen er, at databasen udbygges til at omfatte endnu flere installationer og informationer (el- og vandmålere, telefon, computernetværk, forurening, bygningstegninger samt dertil kædede relevante dokumenter) for at gøre Registranten til et endnu mere anvendelig værktøj i det daglige arbejde.
